Arktis er et område på flere millioner km2, der ligger omkring Nordpolen. Det omfatter store land- og havområder, der blandt andet hører under Grønland. Det er ikke kun på grund af den smukke natur, ministre og statsoverhoveder valfarter derop med prominente gæster. Forklaringen ligger i, at Arktis er det område i verden, hvor de største og umiddelbart mest synlige klimaændringer sker.
Det skyldes en simpel mekanisme, der består i, at en hvid overflade af sne og is normalt reflekterer solens stråler, hvorimod en mørk overflade af jord eller hav vil absorbere solvarmen og blive meget hurtigt opvarmet i modsætning til den hvide overflade. Det er en selvforstærkende proces, der let accelererer, fordi flere af solens varmestråler vil varme jordoverfladen op, efterhånden som stadig mindre områder er dækket af is og sne. Både havis og gletsjere i Arktis – herunder også Grønlands indlandsis – påvirkes af denne mekanisme, der kaldes Albedo-effekten. Sne har en meget høj albedo-effekt, da det reflekterer ca. 60 pct. af lyset. En mørk overflade har en meget lav albedo, da den absorberer store mængder lys.
Isen smelter
De sidste 30 år er der forsvundet 15 – 20 % af havisen omkring nordpolen. Det svarer til, at der hvert år er forsvundet et areal på størrelse med Danmark. Forskning viser, at når isen smelter frigives CO2 igen til atmosfæren, hvor det vil accelerere opvarmningen af kloden. Det er en faktor, der ikke er taget højde for i de nuværende klimamodeller, der anvendes til at forudsige fremtidens klimaforandringer.
Siden FN’s Klimapanels seneste rapport udkom i 2007, er udviklingen netop accelereret. Klimapanelet erkender nu, at havstigningen kan blive meget højere end de forudsagte 0,59 cm i vort århundrede pga. nye ”dynamiske processer”. Ligeledes forudsagde Klimapanelet i 2007, at Arktis kunne være helt uden sommer-is i år 2030. Nye observationer tyder i dag på, at det kan blive en realitet allerede om 5 – 10 år!
Iskerner
Danmark er verdens førende, når det gælder forskning i iskerner fra Grønland. Informationer fra iskernerne bruges til at forske i klimaforandringer. Ved at studerer fortidens klima før mennesket begyndte at udlede drivhusgasser, kan forskerne blive kloge på, hvad der er naturlige variationer, og hvordan menneskets udledninger påvirker klimaet.